Fortid og nutid mødes i Marianne Tønnesens Mexicansk inspirerede billedunivers

Man snakker ofte om mayafolket i datid. Om den gamle forsvundne mellemamerikanske civilisation, hvis eneste spor er ruinerne i Tical, Uxmal, Chichen Itza og Copan, for blot at nævne de mest kendte. Imidlertid lever efterkommere af mayafolket i bedste velgående den dag i dag i det sydlige Mexico og taler stadig et mayasprog.

Det er denne kultur og dette folk, der først og fremmest har inspireret Marianne Tønnesen som kunstner. I hendes malerier ser vi indianere - mænd, kvinder og børn - i gang med deres daglige gøremål, iført deres farvestrålende tøj, de er blevet verdenskendt for. Malerierne er tydeligvis blevet til efter førstehåndsoplevelser. De er billedmæssige snapshots af en befolkning, som har travlt med at passe den lille butik med kunsthåndværk, se efter børnene eller blot kigge drømmende ud i luften.

Tiden synes at stå stille i disse billeder. Det er som om århundrederne ikke længere spiller en rolle og der hersker en magisk stemning over hele sceneriet. En stemning, der er fremkommet, fordi Marianne Tønnesen lader naturalistiske observationer indgå på lige fod med abstrakte eller hieroglyflignende symboler, der minder om motiverne på den berømte mayakeramik eller på de fantastiske relieffer i palenquetemplet. Symboler, der har forbindelse til mayakulturens riter eller til dens forbløffende præcise astronomiske kalender. Alt sammen træk, der viser sporene fra den før-kristne periode stadig spiller en rolle i dagligdagen.

I Marianne Tønnesens bearbejdning af denne ældgamle civilisation går realistiske detaljer derfor hånd i hånd med fladebaseret maleri, hvor elegante og elaborerede mønstre i juvelglinsende farver antager en selvstændig værdi. I denne farvemæssigt set præcist afstemte mosaik af forunderlige tegn og symboler dukker de nutidige mayaindianere op som den naturligste ting i verden. Fortid og nutid smelter sammen i et magisk nu.

Det, Marianne Tønnesen vil med sin kunst, er at pege på denne magiske sammenhæng på tværs af tid og sted. Hendes malerier viser hen til en verden, som for de fleste vesterlændinge virker eksotisk og fremmedartet, men som vi ikke desto mindre kender fra vores egen fortid - fra vikingeornamentikken, fra fabeldyrene på de romanske kirker og, endnu længere tilbage, fra bronzealderens helleristninger. Præcis de motiver, som inspirerede Cobra-kunstnerne i deres søgen efter et stærkt og oprindeligt billedsprog.

Med Cobra-kunsten så tæt fæstnet til nethinden er det derfor ikke underligt, at vi nikker genkendende til marianne Tønnesens malerier. Det er i kernen de samme myter og riter, den samme optagethed af liv og død, frugtbarhed og krig, kosmos og kaos vi finder i skandinavisk oltidskunst som i mayafolkets endnu levende manifestationer. Noget, der kun gør Marianne Tønnesens billeder endnu mere vedkommende.

Tekst: Tom Jørgensen/ Kunstavisen